Efter ca. 2,5 timers flyrejse fra Kastrup Lufthavn til Rom er det rart at få strakt benene. Efter check in på hotellet blev det til en rask lille tur til Forum Romanum og Coloseum, som ligger lige ved siden af hinanden.
Billet til Colosseum
Et godt råd er at købe billetterne ved indgangen til Forum Romanum (som ligger lige ved siden af Colosseum) – her kan du købe en billet, som både gælder til Forum Romanum og Colosseum. I skrivende stund, dvs. marts 2011, koster den 7,5 Euro (56 kroner).
Fordelen ved at købe billetten ved Forum Romanum er tidsbesparelsen – ofte en meget stor tidsbesparelse. For nede ved Colosseum er der to køer: En meget lang og langsomt bevægende kø til dem, som skal købe billet for at komme ind – og så en noget kortere og meget hurtigere kø for dem, som allerede har købt billet. Vi taler trods alt om den mest kendte seværdighed i Rom, eller i hvert fald én af dem.
Colosseums historie – kort
Arbejdet med at bygge Colosseum begyndte under Vespasian, som var kejser fra 69 – 79 e.Kr. Dengang var det normalt for romere at se teaterforestillinger, oftest tragedier og komedier.
Men Colosseum åbnede muligheden for at underholde befolkningen på en helt ny måde.
Det kolossale bygningsværk, som man altid bør se på en rejse til Rom, var færdigbygget i året 80 e.Kr. Kejser Vespasian nåede således ikke at opleve indvielsen, som den efterfølgende kejser Titus stod for.
Det blev brugt til henrettelser, dyredrab, gladiatorkampe m.m. Midten kunne fyldes med vand, således at der kunne arrangeres søslag til publikums fornøjelse.
Bygningen er formet som en ellipse – 188 meter lang. Der kunne være hele 50.000 mennesker i dette kolossale værk.
