Jeg bruger Spromise 328 vildtkamera med MMS

Jægernes valg af vildtkamera falder ikke sjældent ud til fordel for mærket Spromise. Det er ikke uden grund.

Da bladet Jæger testede 14 forskellige vildkameraer i 2020, lå Spromise 328 på en tredjeplads med 4,17 point ud af 5. Andenpladsen gik til samme mærke, model 528 og førstepladsen til Stealth Cam DS4K. Det skal siges, at Jæger udfører forholdsvis grundige tests af udstyr, og derfor ser jeg det som en pålidelig undersøgelse. Også fordi organisationen har et upartisk syn på produkterne.

Sammenligner man så med priserne, kan der være gode grunde til at vælge en 328’er. Den koster nemlig ca. 1000 kr. mindre end Stealth Cam. Det var blandt andet en lidt bedre rækkevidde, som gav Stealth førstepladsen. Men med ca. 15 meters rækkevidde er jeg godt tilfreds med min. 328’eren mistede også et enkelt point på kategorien “Billeder i dagslys”, men når man efterstræber mårhund, er denne kategori næsten irrelevant.

Naturstyrelsen bruger Spromise

Naturstyrelsen udlåner kameraer med MMS til de jægere, som efterstræber mårhunde. Deres valg er i dag Spromise, og efter at have talt med flere mårhundekoordinatorer, kan jeg se, at netop dette anses for at være en meget stabil og priseffektiv løsning.

Selv har jeg brugt det i snart to ord, og det fungerer stadig, som det skal. Både hvad angår MMS-beskeder til telefon og mail samt den smarte kodefunktion, hvor man kan styre kameraet via SMS-koder.

Eksempler på koder til 328-modellen:

Send billede nu: *500#

Indstil PIR niveau til Høj: *202#0#
Indstil PIR niveau til Normal *202#1#
Indstil PIR niveau til Lav *202#2#

Tjek Status: *160# (Viser Signal/Batteri/SD-kort status)

Den sidstnævnte funktion, tjek status, er vigtig, fordi kameraet ikke fungerer særlig godt, når batteriniveauet er for lavt. Allerede ved 2 streger ud af 3 begynder jeg at overveje at skifte. I flere jagtbutikker kan man også købe store batterier, som kan oplades.

De billigere alternativer

Jeg bruger også det kinesisk producerede Nedis-kamera uden MMS-funktion (reklame). Dem har jeg to af, og de er stabile og leverer et udmærket billede. Med et par ekstra billige typer kan man dække et meget større område, når man efterstræber fx mårhunde.

Det billige Nedis-kamera kan sagtens gå an i efterstræbelsen på mårhunde.
Hunter Camera
Nedis vildtkamera

Nedis vildtkamera kan bl.a. købes hos Specialkamera.dk (reklame)

Samlet set vil jeg sige, at arbejdet med kameraerne udvider jagtoplevelsen og giver mulighed for at nørde lidt med, hvad der foregår i naturen. Bevares, jagt er en udendørssport, men fornøjelsen ved at sidde indenfor og holde øje med, hvad der sker ude i regnen, er ikke til at tage fejl af.